Energimærker | Privat
Det er lovpligtigt at energimærke alle enfamiliehuse, rækkehuse og flerfamiliehuse under 500 m2 ved salg eller udlejning. Kravet om mærkning gælder også for stuehuse til landbrugsbygninger, offentlige bygninger samt bygninger til handel og service.
Der er dog enkelte undtagelser uanset registrering i BBR, hvor der ikke skal laves energimærkning.
- Sommerhuse
- Bygninger der købes med henblik på nedrivning
- Fritliggende beboelser hvor den opvarmede del er mindre end 60 m2
- Bygninger der er fredede
- Bygninger hvor der ikke kan udarbejdes en retvisende energiberegning pga. væsentlige mangler i varmeanlæg eller klimaskærm.
Nybyg
Alle nybyggede huse skal energimærkes ved ibrugtagning. I forbindelse med byggetilladelsen skal der ved nybyggeri udarbejdes en energirammeberegning. Energirammeberegningen ligger til grund for energimærkningen.
Automatmærke
I 2011 blev der indført mulighed for, at gennemføre en mærkning uden bygningsgennemgang: Et automatmærke. Der kan udarbejdes automatmærke, hvis ejendommen opfylder følgende kriterier:
- Ejendommen skal være et fritliggende enfamiliehus, stuehus til landbrugsejendom, række- eller kædehus med lodret adskillelse.
- Ejendommen skal være opført efter 1. januar i kalenderåret 25 år inden energimærkningen finder sted.
- Varmeforsyningen i ejendommen skal være naturgas, olie, fjernvarme, el (herunder varmepumper) og biobrændsel med centralvarmeanlæg. Der tages således ikke hensyn til supplerende varmeanlæg som solvarme, brændeovn og lignende.
Automatmærket udarbejdes udelukkende på baggrund af ejerens oplysninger, og informerer om bygningens energimæssige stand i henhold til bygningsreglementet på opførelsestidspunktet. Er der foretaget væsentlige energimæssige forbedringer af huset siden opførelsen, anbefaler vi, at der foretages en almindelig energimærkning.
Et energimærke for en helårsbolig gælder i 10 år. Mærkeskalaen går fra A til G og svarer til den, som kendes fra en række energiforbrugende produkter bl.a. hårde hvidevarer.
Energikonsulenten vil bl.a. gerne have oplyst om, der er blevet hulmursisoleret i din ejertid eller om der er foretaget væsentlige om- og tilbygninger, hvor der i denne forbindelse, er foretaget ekstra isolering. Endvidere vil vi gerne se eventuelle tegninger- og hulmursattester over ejendommen.
Energikonsulenten gennemgår din ejendoms forskellige bygningsdele, og kvaliteten af isoleringen for f.eks. ydervægge, vinduer/døre, lofter, gulve og varmeanlæg. Bygningen måles op. På det grundlag beregnes bygningens energiforbrug under standardbetingelser for vejr, familiestørrelse, driftstider, forbrugsvaner m.v. Det beregnede forbrug er en ret præcis indikator for bygningens energimæssige kvalitet. I modsætning til det faktiske forbrug, som naturligvis er stærkt afhængig af både vejret og de vaner, som bygningens bruger har. Nogle sparer på varmen, mens andre fyrer for åbne vinduer eller har huset fuld af teenagere, som bruger store mængder vand.
Energimærket fortæller om bygningens kvalitet; ikke om måden den bruges på, eller om vinteren var kold eller mild. Energimærket bliver udarbejdet efter konsulentens besøg på baggrund af det indsamlede materiale, og der indberettes til energistyrelsen.
Du kan se hvad energimærke dit hus har på energistyrelsen.
Komplet Rådgivning.
Hos Komplet kommer ekspertisen fra vores baggrund som energikonsulent, mange års erfaring i byggebranchen og opdaterede kurser omkring indeklima og skimmel.
Hos Komplet leverer vi en komplet løsning, uden ekstra arbejde for dig.